Skyggearbejde

Før du kan score, må du have et mål

Overskriften er mit yndlingscitat fra bagsiden af en gajolboks. Så meget viden på blot en linie og til kun 8 kr. I citatet ligger langt mere end en situation med en bold og to hold, der kæmper om æren.
 At finde sít mål er afgørende for at opnå den sande lykke, den der kommer helt dybt indefra – den der er selve scoringen. For det er vel det vi mennesker i bund og grund alle ønsker. Lykke. Kærlighed. Samhørighed.

Med et dugfrisk år i sigte er det tid til at kigge indad og forsøge at sætte ord på sit mål. Hvis man kommer ind til kernen af målet er motivationen nemlig placeret lige ved siden af, og med den som allieret kan intet stoppe dig.

Nytårsfortsætter og jeg har dog aldrig rigtig været hinandens bedste venner. Vi passer bare ikke rigtig sammen og kan ikke holde hinandens selskab ud længere end et par måneder. Ærgeligt men sandt. Egentlig er det ikke så sært, for mine nytårsfortsætter har før i tiden altid handlet om, hvad jeg ikke vil være mere. Jeg vil ikke være i dårlig form, jeg vil ikke være usund eller jeg vil ikke være en sur mor. Hvert år er således startet med et regelsæt, som skulle overholdes for ikke at være som tidligere. Alene ordvalget udtrykker nederlaget på forhånd. Overholde. Det ord er tynget af negativitet og holder fokus på, at jeg er forkert, som jeg er. Det er lidt som at gå på slankekur og ikke må spise chokolade. Det eneste jeg så kan tænke på er den åndsvage chokolade, og mit sind stopper ikke, før jeg står i Netto med chokoladen i hånden. Sindet er stædigt som et æsel.

Sidste år gik et lys op for mig. Jeg forstod, at jeg måtte løfte de øverste lag af løget for at se, hvad jeg så gerne vil være i stedet. Svaret var enkelt. Glad. Min vej til højere hverdagsglæde blev et nytårsfortsæt om at danse mere hjemme i køkkenet og stuen. For første gang valgte jeg et mål eller en vej, hvor jeg faktisk elskede hvert et skridt. For dans og musik er fantastisk for mig. Det er sjovt. At nå vores mål behøves faktisk ikke at involvere tvang eller sure regler. Man må gerne springe over, hvor gærdet er lavest, hvis det blot bringer én på rette vej.

Ikke at 2018 har været glad hele vejen igennem. Den har faktisk i perioder været sort som natten. Men sådan er livet, og i mørket ser man til gengæld lyset tydeligere.  Også sit eget lys, hvis man formår at holde sig oprejst. Med lyset følger også skyggen. Den kan kræve mod at kigge nærmere på, for der er nogle sandheder om os selv, der er lidt sværere at sluge. Men tro mig, gevinsten er stor. For i skyggearbejdet finder vi ofte ind til de blokeringer, der gør, at vi ikke tidligere er lykkes med at score.

Netop skyggearbejdet er en vigtig ting vi skal arbejde med på Livsvejen. På modul 4 vil Mette Fonnesbæk hjælpe med at kigge på både de lyse og mørke skygger, når vi er bevidste om dem – er udvikling uundgåeligt.

Må dit 2019 blive fyldt med sundhed på alle planer.

Godt nytår.

Naturlægen – Maria.

Mette Fonnesbæk, Skyggearbejde

Happy Lifesafers CVR: 40031588
Nygade 24, 8500 Grenaa
Mail: team@livs-vejen.dk
Tlf.: 2990 9728 


© 2018 LIVS-VEJEN.dk