Gør dit bedste..

Gør altid dit bedste….

Denne 4. leveregel i min yndlingsbog ”De 4 leveregler” er vigtig. Som Don Miguel Ruiz skriver: ”Dit bedste vil forandre sig fra det ene øjeblik til det næste; Det vil være forskelligt alt efter, om du er rask eller syg. I alle situationer skal du gøre dit bedste, og du vil undgå selvbebrejdelse, selvkritik og anger.

Vi er blot mennesker – levende og tænkende væsener. Vi træffer beslutninger. Nogle gange de rigtige og andre gange de helt forkerte. I hvert fald set i bagklogskabens skarpe lys. Min egen vej har været præget af nogle omveje eller sidespring, kan man måske sige. Ikke mindst fordi nogle beslutninger blev taget for hurtigt og andre for sent. Ja faktisk blev enkelte beslutninger slet ikke taget, og i sidste ende blev det livet, som i stedet besluttede for mig. De sidstnævnte tilfælde er dem, jeg sjovt nok angrer mest. Dem, hvor jeg ikke tog stilling. Dem, hvor jeg ikke gjorde mit bedste for at vælge den rigtige vej for mig.

Det jeg elsker mest ved denne leveregel er forståelsen af vores dynamiske liv. At vi ikke er statiske i vores gøren, laden og tænkning. Alt er foranderligt – ikke mindst vores præstationer. Derfor må vi også hele tiden justere på vores egen barre, så den er rigtig placeret. Hverken for højt eller for lavt. Vi må lære at mærke efter i vores indre, for ellers kan vi ikke være tro mod os sig emotionelt, mentalt og fysisk.

Gør altid dit bedste handler også om mod. I min verden kræver det mod konstant at kigge sig selv i øjnene og afgøre, om man nu også gør sit bedste. Når du gør dit bedste lærer du at acceptere dig selv. Men du er også nødt til at være bevidst og lære af dine fejl. At lære af dine fejl betyder, at du øver dig, kigger nøgternt på resultaterne og fortsætter med at øve dig. Du evaluerer med andre ord dig selv. Det skærper din bevidsthed og giver i sidste ende en kæmpe frihed. Friheden kommer med den ophørte selvkritik – som i min verden er den største dræber af livspotentiale og energi.

At arbejde med sig selv er til tider en forunderlig men også hård proces. Det kan føles som at gå i en labyrint, hvor man konstant ender i den samme kedelige blindgyde. Lykken er dog stor, når man pludselig støder på en ny lille sti, som leder en et helt andet sted hen. Pludselig ser verden helt anderledes ud, og lysten til at arbejde videre i dybden er vakt og intakt.

Gør altid dit bedste, kæmp for hvad du har kært og lev livet fuldt ud.

 

/Naturlægen.

Happy Lifesafers CVR: 40031588
Nygade 24, 8500 Grenaa
Mail: team@livs-vejen.dk
Tlf.: 2990 9728 


© 2018 LIVS-VEJEN.dk