Mit stærkeste våben

Jeg forundres dagligt over ord i vores hverdagssprog. Faktisk elsker jeg ord. At lege med ord, sætte dem sammen på en ny måde eller spille med dem – som i wordfeud. Ordene kan så meget både alene og hver for sig.

Min søn sagde i morges til mig: ”Mor, du skal holde dit ord”. I mit hoved fik jeg straks et billede af mig selv, der i mine hænder bar et værktøj. Altså bogstaveligtalt holdte et ord. Jeg forsvandt i min indre verden og glemte helt at svare ham. Mit dagdrømmeri blev brat lukket ned af hans næste ord: ”Mor hører du overhovedet efter, hvad jeg siger”. Jeg vågnede op og gav ham mit ord. Mine næste billeder i sindet forestillede mig, der pakkede en gave ind og overrakte til min søn. Det var ord. Mit ord. Jeg lover.

Ord er vores stærkeste våben. Med ord vælger vi, hvilket aftryk vi vil sætte i verden. Vi kan inspirere til kærlighed eller had. Vi kan samle i fællesskaber eller skabe splid. Dette alene med vores ord. Et våben som vi alle er givet ved fødslen. Alle kan kæmpe – for alle har et ord. Kig blot på Greta Thunberg – som alene med sit ord har startet en kæmpe klimarevolution.

Vi skal bruge vores ord. Men med omtanke. Ikke mindst i disse valgtider, hvor nogle har tendens til en sygelig munddiarre. Desværre tror jeg ikke, at der findes en pille mod direkte tåbelighed. Ellers ordinerede jeg den gerne.

At bruge sit ord handler ikke kun om det, der kommer ud af munden. Tværtimod. De vigtigste ord er dem, du fortæller dig selv. For det er ordene, der i sidste ende skaber dine overbevisninger. Præcis, som den ternede Ninja siger til Aske ”Du kan ikke, fordi du TROR, at du ikke kan”. Hvis du ændrer din tro – altså din overbevisning – kan du (måske).

Ord kan nemlig ikke stå alene. De skal følges af mod. For vi skal ikke blot tale, men turde. Ikke blot gøre, men leve. Udleve det vi drømmer om.

Hvad er din drøm?

”I have a dream” – den handler om, at højne den menneskelige bevidsthed om sundhed. Måske en lidt stor mundfuld og drøm vil nogen sige.
Men taget et lille skridt af gangen føles det ikke så overvældende. For mig. Til at udleve min drøm bruger jeg mit ord. Mit stærkeste våben.

/Naturlægen

Happy Lifesafers CVR: 40031588
Nygade 24, 8500 Grenaa
Mail: team@livs-vejen.dk
Tlf.: 2990 9728 


© 2018 LIVS-VEJEN.dk